Nye områder til Tørring Kraftvarmeværk

Fjernvarmen er populær, og derfor har Tørring Kraftvarmevæk også lige nu gang i flere planer om at udvide varmefællesskabet. Vi giver dig et overblik over potentielle nye fjernvarmeområder her.

Før et nyt fjernvarmeområde kan blive tilføjet til varmefællesskabet, er det vigtigt, at det også er en god forretning for de nuværende fjernvarmebrugere i fællesskabet. Tørring Kraftvarmeværk er et fællesskab, der bygger på hvile-i-sig selv princippet. Det vil sige, at vi kun må udvide fjernvarmeområdet, hvis det kan betale sig på tre områder:

  • hvis det kan betale sig for dig som forbruger
  • hvis det kan betale sig for Tørring Kraftvarmeværk som virksomhed
  • hvis samfundet som helhed får en bedre økonomi og grøn profil

Den positive økonomi skal dokumenteres, og det er din sikkerhed for, at du går ind i et sundt fjernvarmefællesskab.

Når det er sagt, er det derfor også positivt, at værket lige nu har gang i en række nye områder, som kan blive en del af varmefællesskabet. Med flere fjernvarmebrugere er der mulighed for at dele omkostninger og udgifter til fremtidssikrende investeringer, så vi alle kan få grøn, billig og stabil varme.

Tørring Kraftvarmeværk arbejder for en grønnere fremtid, hvor værket producerer CO2-neutral varme. I dag kommer mindre end 10% af varmeproduktionen fra gaskedlen. Det betyder, at målet om CO2-neutral varmeproduktion for længst er indfriet. 

Overskudsvarme fra den lokale industri

Det er klart, at jo flere der bliver en del af fjernvarme, jo mere kræver det også af fjernvarmeværket for at kunne levere den større mængde varme. Det er vi dog ikke bekymret for hos Tørring Kraftvarmeværk. Vi har flere varmekilder, som vi kan vælge mellem alt efter behovet, og hvad der er bedst og billigst.

Men vi er stadig interesserede i at udforske vores muligheder. Især når det drejer sig om at få mere grøn varme. Derfor kigger vi lige nu på et samarbejde med den lokale industri om at levere overskudsvarme. Det vil sige varme, der opstår hos eksempelvis produktionsvirksomheder, når maskinerne arbejder. Den varme, der produceres her, vil vi gerne lede videre ud til jer forbrugere i stedet for, at det går til spilde.

Vi ser på projektet med stor spænding, da det netop vil være en mulighed for at kunne levere varme uden producere ny varme og dermed udlede mere CO2. Ved overskudsvarme er varmen allerede skabt.

 

 

Flere i varmefællesskabet

Det er Bestyrelsens klare mål, at vi skal blive flere i varmefællesskabet. Derfor indkaldte man i november 2023 og december 2023 til ekstraordinære Generalforsamlinger, for at få ændret vedtægterne. 

Vedtægtsændringen skulle gøre det muligt for Tørring Kraftvarmeværk at levere fjernvarme udenfor postnummer 7160. 

Du kan læse referat af de to ekstraordinære Generalforsamlinger der blev afholdt her

 

 

 

 

Herunder kan du se, hvilke områder vi lige nu arbejder på at tilbyde fjernvarme.


Ølholm
Der er 292 huse tilmeldt plus Erhvervsparken samt industri. Pr. 1. februar 2024, mangler der at blive tilsluttet 75 forbrugere.

Der er opstillet 5 midlertidige træpille container units. Alle fem er tilsluttet fjernvarmenettet og er i drift. Grundet alt for høje priser, har vi valgt at vente med at bygge det eksisterende varmeværk i Ølholm. Der tages stilling til udbuddet igen i 2025.

Torvegadekvarteret, Tørring
I Torvegadekvarteret skal fjernvarmen leveres til en blanding af industri, bilforhandlere og parcelhuse. I alt vil det svare til 112 fjernvarmebrugere. Projektet er godkendt sammen med projektet til Ølholm.

Brugsen og ABC kommer til at levere overskudsvarme.

Der indhentes i øjeblikket tilbud på materialer. Efter planen, starter vi i kvarteret senest i uge 30 2024, og målet er at der er varme i området til fyringssæsonen 2024


Aalevej og Kirkevej, Tørring
Hedensted kommune har godkendt områderne.

Der forventes projekter med henholdsvis 29, 50 og 83 huse. Vi afventer projektudviklerne.


Gudenåparken og Egholm Park, Tørring
I dette område har vi fået tilsagn om, at der ønskes fjernvarme.

Projektforslaget er godkendt, og målet er at levere fjernvarme hurtigst muligt i samarbejde med Hedensted Spildevand og Tørring Vandværk. Der skal til dette projekt graves 2 kilometer rørledning fra Tørring by til Egholm Park.

Pr januar 2024, er rørledningen etableret, og de første 45 boliger i området er tilsluttet.


Exit57
I slutningen af 2023 blev vi kontaktet af NIRAS, om vi kunne være interesserede i at drifte fjernvarmen i Exit57, også kaldet Recharge City ved afkørsel 57 Horsens S. Hedensted kommune har godkendt projektforslaget, og udfærdiget miljøgodkendelsen. Fjernvarmeledningsnettet var allerede etableret, men man manglede et værk til at drifte det.

Der er sat en midlertidig varmekilde op, så man kunne nå at blive klar til åbningen i februar 2024.

Når en tilslutnings- og leveranceaftale er på plads i første kvartal af 2024, kan der etableres en fast varmeforsyning i området.

Der bliver et separat regnskab, samt prisblad til Exit57.


Glud
Vi er blevet kontaktet af Hedensted kommune omkring etablering af fjernvarme i Glud by. Det oprindelige projekt gik ud på, at Snaptun også skulle med, men dette har ikke kunnet lade sig gøre.

Vi regner med at opstarten med bindende tilmeldinger i Glud, starter i første kvartal af 2024.

Der bliver et separat regnskab, samt prisblad til Glud.

 

 

Sidst opdateret den 29. januar 2024