Flere i fællesskabet: det betyder det for dig

Tørring Kraftvarmeværk arbejder hele tiden på at udvide, så endnu flere i byen har muligheden for at vælge fjernvarme. Måske tænker du, at det da er ligegyldig information for dig, der allerede er med. Men det er det faktisk ikke. Derfor har vi her samlet, hvad det betyder for dig at få flere med i fællesskabet. 

Hos Tørring Kraftvarmeværk er vi ikke i tvivl om, at alle i byen skal have mulighed for at vælge fjernvarme. Vi forsyner i lige nu 90 % af husstandende i Tørring og arbejder hele tiden på nye projekter, der kan få flere i byen med i fællesskabet. 

Et af de nyeste skud på stammen er Dyrekvarteret, hvor vi er godt i gang med at grave og etablere fjernvarmerør i området til de cirka 70 nye fjernvarmebrugere. Men hvorfor er det relevant for dig, at din nabo også skal have fjernvarme, tænker du måske? Det er der mange gode grunde til. 

Billigere varmeregning 

Fordelen ved at være en del af et fjernvarmeselskab er, at vi deles om de faste udgifter på varmeregningen. Det betyder også, at jo flere vi får med i fællesskabet, jo billigere bliver det for alle.

Nogle gange tilbyder vi gratis tilslutning for nye beboere, hvis nok melder sig på. Det gør vi for at få flere med på én gang. Det giver nemlig stordriftsfordele og lavere udgifter, når vi kan sende en gravmaskine ud og anlægge fjernvarmerør i et helt område på én gang, og gør det dermed endnu billigere, når fællesskabet vokser. Jo større et projekt, jo bedre økonomi. 

Vores vision er nemlig, at Tørring Kraftvarmeværk skal tilbyde den billigste opvarmning af et standardhus i Hedensted Kommune. Det mål hjælper det voksende fællesskab os med at opnå.

Bedre bidrag til den grønne omstilling

Selvom vores arbejde for fællesskabet først og fremmest handler om fjernvarmebrugerne, så er vores mål også at bidrage til en grønne omstilling for det større fællesskab. Om sommeren kommer alt varmen i din husstand fra Tørring Kraftvarmeværks solvarmeanlæg, som leverer vedvarende og grøn energi. 

Faktisk har vi så stor en mængde solvarme, at vi er nødt til at bortkøle varmen til gråspurvene. Den overkapacitet kan vi udnytte selv, hvis vi får flere med i fællesskabet. 

Projektet skal give mening for fællesskabet

Når vi i varmeværket igangsætter et projekt som det her i Dyrekvarteret, starter det altid med et projektforslag, der skal godkendes af Hedensted Kommune. Projektforslaget skal udvise positiv samfundsøkonomi, virksomhedsøkonomi og brugerøkonomi. Med andre ord bliver et projekt ikke godkendt, medmindre det giver mening for hele varmefællesskabet.

Projektet i Dyrekvarteret finansieres over 25 år. Den simple tilbagebetalingstid er omkring 11 år, og rørene vi graver i jorden kan holde i mindst 50 år. Merindtægt fra varmesalg og en fastsat betaling fra de 70 nye forbrugere samt finansieringen af projektet betyder altså, at der, på trods af at det er et stort projekt, er en besparelse for alle brugere allerede fra det første år.


Følg med her på hjemmesiden, hvor vi hele tiden opdaterer med spændende nyheder og projekter. Du kan også læse mere om konverteringsprojektet i Dyrevejskvarteret her. 

Her er de 3 bedste grunde til, at vi skal have flere med i fællesskabet

 

  1. Varmeregningen bliver billigere
  2. Varmen bliver udnyttet bedre
  3. Vi får bedre mulighed for at integrere grønne varmekilder, som samtidig er billige for fællesskabet

Kommende projekter
Hos Tørring Kraftvarmeværk arbejder vi hele tiden på nye projekter, så vi kan tilbyde fjernvarme til endnu flere husstande. Her er er nogle af de igangværende initiativer:

  • Konvertering fra gas eller olie til fjernvarme i Dyrekvarteret; Viggo Pejsens Vej, Kirkebakken, Kirkevej, Rådyrvej, Dådyrvej, Elsdyrvej og Hjortevej. 
  • Flere udstykninger ved Follerupgård
  • Vi har søgt tilladelse hos Energistyrelsen til at forsyne endnu flere husstande i Tørring-området.
  • Vi er i dialog med actionparken CoastZone Teambuilding og byder ind på 100 boliger 
//