Ny direktør med solid erfaring

29. april 2021

Ny direktør: Med solid erfaring spiller Torben en vigtig rolle på vores visionære rejse

De seneste måneder har vi gennem vores samarbejde med & green project haft glæde af Torben Alex Nielsen som fast rådgiver. Fra 1. maj overtager han rollen som ny direktør for Tørring Kraftvarmeværk, hvor han skal spille en vigtig rolle for fællesskabet og fremtiden.

Hos Tørring Kraftvarmeværk har vi den seneste tid arbejdet på at styrke vores organisation og profil. Med store og spændende visioner for fremtiden har vi brug for den rette til at føre visionerne ud i livet, efter vi desværre måtte takke farvel til Claus Kimer Rasmussen efter syv år med en flot indsats.

Derfor har vi glædet os til at præsentere vores ny direktør Torben Alex Nielsen. Selvom rollen som direktør er ny, er han ikke et fremmed ansigt hos Tørring Kraftvarmeværk. Den seneste tid har han gennem samarbejdet med vores projektpartner & green project fungeret som fast rådgiver og sparringspartner både i driften og på konkrete projekter. 

”Efter et godt og udbytterigt samarbejde med Torben Alex Nielsen, var det en ret nem beslutning at tilbyde ham stillingen som direktør hos Tørring Kraftvarmeværk. Torben har en solid erfaring fra varmeværker af samme type og størrelse som vores, så vi kunne ikke ønske os en bedre profil end ham,” siger formand Mads Damgaard.

 

Stærke kompetencer og knowhow

Valget faldt på Torben Alex Nielsen, fordi han både er garvet i at sørge for en sikker drift samtidig med, at han er vant til at arbejde hos fjernvarmeværker, der ligesom Tørring Kraftvarmeværk har store ambitioner. Den nye direktørs kendskab til Tørring Kraftvarmeværk starter da også længe før rollen som rådgiver.

”Jeg har igennem mere end 25 år fulgt Tørring Kraftvarmeværk som kollega fra andre værker. Tørring har i alle årene kørt godt og leveret billig varme til forbrugerne. Ret hurtigt indså Tørring Kraftvarmeværk vigtigheden i at producere varme med flere forskellige energikilder, hvor seneste investering er en eldrevet varmepumpe. Jeg glæder mig derfor over at blive en del af et værk med en bred vifte af produktionsmuligheder, der er med til at skabe en mere CO2-neutral varme,” siger Torben Alex Nielsen. 

Sammen om spændende mål og visioner

Torben Alex Nielsens første opgave bliver at hjælpe den lille medarbejderstab til at blive endnu mere fleksible for forsat at sikre en billig, nem og stabil varme til fjernvarmebrugerne. Herefter kommer han til at tage teten på en række konverteringsprojekter, som betyder, at endnu flere beboere i nærområdet får mulighed for at skifte fra naturgas, olie eller piller til fjernvarme. 

”Første projekt på konvertering af 85 husstande i Dyrevejskvarteret er allerede iværksat. Tørring Kraftvarmeværk skal igennem samarbejde med Hedensted Kommune se på yderligere muligheder for at forsyne det åbne land, udnytte overskudsvarme samt at samarbejde med andre forsyningsselskaber. Sammen med loyale og dygtige medarbejdere og en visionær og godt arbejdende bestyrelse ser jeg frem til, at vi kan lykkes med det,” siger Torben Alex Nielsen. 

Også Mads Damsgaard ser frem til Tørring Kraftvarmeværks rejse, som allerede er i fuld gang – og som Torben Alex Nielsen nu bliver en del af.  

”Torben kommer på en stor opgave hos Tørring Kraftvarmeværk med at udvide varmefællesskabet, og han har allerede taget godt hånd om vores igangværende projekt i Dyrevejskvarteret. Jeg ser frem til, at vi i fællesskab kommer vores mål og visioner meget nærmere i fremtiden.”