Pressemeddelelse: Ny bestyrelse i TKVV tager fat med fuld styrke.

Pressemeddelelse: Ny bestyrelse i TKVV tager fat med fuld styrke.

27. juni 2025
Den nye bestyrelse i TKVV er trådt til med stor respekt for den opgave, der ligger foran os.
Det er en kompleks situation, hvor vi både skal sætte os ind i virksomhedens drift, branchens vilkår og ikke mindst status på igangværende aktiviteter og initiativer, der skal bringe selskabet tilbage på ret kurs.
Vi har været heldige at få sammensat en bestyrelse med stærke og kompetente profiler. For at udnytte dette potentiale bedst muligt, har vi besluttet at arbejde med en udvidet bestyrelse, hvor også suppleanterne deltager aktivt. Det øger vores kapacitet og sikrer, at vi dækker flest mulige kompetenceområder – en nødvendighed i den nuværende situation, hvor krisestyring og risikominimering er i fokus.
På kort sigt er det afgørende at etablere et tillidsfuldt samarbejde med nøgleinteressenter – særligt kommunen og banken.
Gennem gennemsigtig rapportering, realistiske budgetter og tydelig dokumentation af resultater og likviditet, vil vi arbejde målrettet på at genopbygge tilliden til vores drift.
Vi ønsker også at styrke kommunikationen med slutbrugerne. Gennemsigtighed og løbende statusopdateringer er centrale elementer i vores strategi, så vi kan skabe fælles forståelse for udviklingen og de forventninger, der er knyttet til en normalisering – som hele bestyrelsen gik til valg på.
Lovgivningen på varmeforsyningsområdet stiller særlige krav, og her erkender vi, at bestyrelsen samlet set har begrænset erfaring.
Derfor vil vi trække på rådgivning fra både Hedensted Kommune og Dansk Fjernvarme.
Et konkret tiltag bliver at regnskabsmæssigt adskille forsyningsområderne – en anbefalet og almindelig praksis i branchen – hvilket vil give os et klart billede af projektomkostningerne, særligt i relation til Ølholm-projektet, hvor der aktuelt pågår en syns- og skønsproces.
Alle øvrige projekter vil med prioritet blive gennemgået grundigt for at afdække struktur og effekt på selskabets økonomiske situation.
Som led i en nødvendig tilpasning af organisationen har bestyrelsen enstemmigt besluttet at reducere medarbejderstaben til et absolut minimum.
Det har medført opsigelsen af direktør Torben Alex Nielsen. I en overgangsperiode vil bestyrelsen derfor påtage sig en mere operationel rolle, hvilket bidrager til at holde driftsomkostningerne op lavest mulige niveau og giver os en dybere indsigt i den daglige drift.
Vi er meget taknemmelige for den store opbakning, vi allerede har mødt. Mange har rakt ud med tilbud om hjælp – det sætter vi stor pris på og vil gøre brug af, når vi har fået overblik over opgaver og prioriteringer.
Der er ingen tvivl om, at vi står over for en stor opgave. Bestyrelsesmøderne intensiveres til hver 14. dag, og der arbejdes målrettet mellem møderne for at sikre det nødvendige beslutningsgrundlag.
Sammenholdt med vores allerede igangsatte initiativer og med sammensætningen af bestyrelsens og medarbejdernes kompetencer er fundamentet sat for at finde vejen tilbage til igen at blive en attraktiv leverandør af varme i Tørring.
Tak til alle, der har støttet os op til valget og vist os tillid.