Pressemeddelelse – Tørring Kraftvarmeværk
Pressemeddelelse – Tørring Kraftvarmeværk
Tørring Kraftvarmeværk styrker økonomi, tryghed og drift gennem nyt administrativt samarbejde med Billund Varmeværk
Efter et udfordrende år med økonomiske problemer, store prisstigninger og et omfattende ledelsesskifte tager Tørring Kraftvarmeværk nu et vigtigt skridt mod stabilitet og genopbygning af tilliden hos forbrugerne. Værket har indgået en treårig aftale med Billund Varmeværk, som fremover skal varetage centrale administrative funktioner.
Bestyrelsesformand Chris Larsen forklarer baggrunden:
"Sidste år stod vi med et meget stort underskud, som udløste betydelige prisstigninger for forbrugerne. Hele den oplevede prisstigning kom på årets sidste fire måneder, og det skabte stor utryghed. Det førte til en ny bestyrelse, et direktørskifte og afgang i administrationen – og pludselig stod vi uden de nødvendige medarbejdere til at drive værket."
Med en helt ny bestyrelse og et akut behov for administrative kræfter var det nødvendigt at finde en partner med den rette erfaring:
"Vi kunne ikke nå at sætte både os selv og nye medarbejdere ind i alt det lovpligtige og regnskabsmæssige på så kort tid. Derfor kiggede vi efter en partner, som kunne træde til med det samme – uden at der var tale om fusion eller sammenlægning. Det var vigtigt for os at bevare selvstændigheden og genetablere tilliden hos brugerne."
Gennem en ekstern rådgiver blev Tørring sat i kontakt med Billund Varmeværk, som selv har været igennem lignende udfordringer:
"Billund har trådt de sten, vi nu skal ud ad. De har erfaringen og kompetencerne, og samarbejdet giver os muligheden for at opnå langt større robusthed. Hvor vi selv kun ville have råd til at ansætte én ny medarbejder, får vi nu adgang til et helt hold af specialister."
Chris Larsen understreger, at samarbejdet både giver mere faglig styrke, bedre driftssikkerhed og større økonomisk effektivitet:
"Det understøtter vores ambition om lavere priser på sigt. Vi får flere kompetencer for færre lønkroner, og vi bliver langt mindre sårbare i forhold til sygdom, ferie og åbningstider. Det her er et vigtigt skridt mod ro, gennemsigtighed og et stærkere værk."
Den nye bestyrelse ser samarbejdet som en central del af arbejdet med at skabe tillid og stabil drift efter en turbulent periode.
